Sådan kommer du med :

For at du kan være med, til arrangementer på Blindkom skal du have TeamTalk. Den kan du både installere på din mobil-enhed eller på din pc. Herunder beskrives både for iPhone og for PC, hvordan du får det til at virke.

Har du spørgsmål eller har du brug for hjælp vil vi meget gerne hjælpe med disse og så kan du blot skrive en mail til Brian på: brian@blindkom.dk

Bemærk. Du skal minimum køre med TeamTalk v. 5.2.1, for at det vil virke fuldt ud. Telefonbrugere skal blot opdatere til den seneste version i AppStore, eller GooglePlay.

 

Installation af programmet TeamTalk.

Konferencer på www.blindkom.dk bliver afholdt via programmet TeamTalk. Det er en god, tilgængelig platform, med lyd, i høj kvalitet og minimal forsinkelse, så det er vores foretrukne måde at holde møder og arrangementer på.

 

Vi anbefaler, at alle de som har en iPhone og som er rimelig dus med den vælger at installere iPhone-appen til TeamTalk fra Appstore. Den er helt gratis, reklamefri og på dansk og klart den letteste udgave af programmet at bruge.

Søg i AppStore efter TeamTalk 5

Og dobbelttap på søgeresultatet.

Installer den, som du normalt installerer en app.

Læs herunder mere om, hvordan du installerer og sætter TeamTalk rigtigt op på iPhone, til at køre bedst muligt via Blindkoms server.

 

Installation af TeamTalk 5 på iPhone, eller iPad.

 

1.     Åben AppStore og dobbelt-tap på søg-fanebladet nede i bunden af skærmen.

2.     Dobbelt-tap i søgefeltet i toppen af skærmen, for at få mulighed for at indtaste et søgeord.

3.     Skriv TeamTalk og klik på søg-knappen nede i højre hjørne.

4.     Nu kommer TeamTalk 5 af Bjoern D Rasmussen op, som det første søgeresultat og det dobbelt-tapper du så på.

5.     Svirp ned til knappen ”hent” og dobbelt-tap igen.

6.     Dobbelt-tap på installer og nu installeres appen på din iOS-enhed.

 

Nødvendige Tilpasninger af TeamTalk.

Bemærk. TeamTalk skifter navn, til iTeamTalk når den er installeret på din enhed.

 

Når appen er installeret og du starter den første gang vises en liste med offentligt tilgængelige servere, som ikke rigtig har nogen interesse med mindre man gider høre på at nogle tilfældige udlændinge snakker løs.

Nu går vi først i Indstillinger og foretager et par indstillinger der.

 

1.     Dobbelt-tap på Indstillinger. Nu åbnes en skærm med usandsynlig mange indstillingsmuligheder, hvor vi kun skal ind og ændre ganske få af disse.

2.     Svirp til tekst-feltet lige efter ”øgenavn, navn vist i kanalliste” og dobbelt-tap, for at kunne skrive.

3.     Skriv det navn du vil kaldes af andre deltagere inde på serveren. F.eks. dit fornavn, eller fulde navn.

4.     Svirp til ”Nærhedssensor, ved øret. Sluk for skærm, når iPhone holdes tæt ved øret” og slå den fra.

5.     Svirp en del gange, til punktet ”Vis offentlige server i serverlisten” og slå også denne markering fra, ved at dobbelt-tappe.

6.     Svirp hele vejen tilbage, eller klik på ”Serverliste” (knappen tilbage), som du kan finde oppe i venstre hjørne af skærmen, for at gemme dine indstillinger.

 

Nu er indstillingerne på plads og vi skal herefter have tilføjet Blindkoms TeamTalk-server til din serverliste.

 

1.     Svirp til knappen ”tilføj” og dobbelt-tap.

2.     Svirp forbi Navn og i det efterfølgende Tekstfelt kan du f.eks. skrive Blindkom.

3.     Svirp til Server-adresse og her er det vigtigt, at du præcist skriver: blindkom.dk

4.     Svirp tilbage til knappen Arkiver, for at gemme serveren i din serverliste.

Svirp nu tilbage til Knappen tilbage og dobbelt-tap.

 

Nu kan du gøre flere ting. Du kan f.eks. tappe over til Blindkom og svirpe ned og benytte handlingen forbind til server. Det er nok den letteste metode.

Ellers kan du kigge dig lidt omkring i billedet og også finde en knap, der hedder knap til opret forbindelse.

 

Når du er forbundet til serveren Finder du, næsten i bunden af skærmen, et lille stykke over hjem-knappen en ret lille knap, der hedder Transmitter. Den dobbelt-tapper du på, for at starte udsendelse af din egen stemme og når du ikke vil sige mere kan du dobbelt-tappe på den igen, for at slukke for afsendelse. Nu hedder den så blot ”stop transmission”.

Så hvis I bare er et par stykker på serveren, der sidder og sludre kan man sagtens bare lade den være slået til under hele samtalen, så man ikke behøver klikke transmitter til og fra hele tiden.

Men for at andre skal kunne høre dig er du lige nødt til at dobbelt-tappe en gang i starten af samtalen, når du ønsker ordet.

 

Når du ikke gider snakke / lytte mere, så har du en afbryd-knap oppe i venstre hjørne af skærmen du kan logge af med.

 

Håber denne vejledning var til at forstå. Ellers er en af os ikke så klog. Smil

 

Installation og opsætning af Programmet TeamTalk 5 på PC.

 

I det følgende vil jeg beskrive, hvordan du installerer TeamTalk og bagefter foretager et par småjusteringer i programmet, så det kan fungere bedst muligt for dig. Hav eventuelt dette dokument åbent mens du installerer og tilpasser TeamTalk samt de tilhørende scripts.

 

Installation af selve TeamTalk:

Først skal du hente programmet ned på din computer og for at gøre dette skal du klikke, eller trykke enter, på det følgende link:

Hent TeamTalk 5 for Windows

 

Når du har aktiveret dette link vil din browser spørge dig, om du ønsker at gemme eller køre dette program. Er du Jawsbruger trykker du alt n, tabber til gem og trykker enter.

 

Efter lidt tid har du fået programmet i kassen og du kan nu finde det i din downloadmappe, som sandsynligvis ligger på dit skrivebord og hedder overførsler. Her finder du en fil med navnet: TeamTalk_5.1.1setup og trykker enter på den.

Har du ikke en genvej til overførsler direkte på skrivebordet kan du trykke på Windows-tasten til venstre for alt og skrive overførsler i det søgefelt der kommer frem.

Gamle XP-maskiner henter ofte ting direkte ned til skrivebordet, eller gemmer dem i dokumenter og så er det der du skal finde den hentede TeamTalk-fil.

 

Lad os så komme i gang.

1.     Tryk enter på filen du lige har hentet, altså TeamTalk_v5.1.1_setup.

2.     Hvis du bliver spurgt, om du vil køre denne fil… pil da op og tryk enter på kør.

3.     Nu starter installationsprogrammet, som er på engelsk og på det første billede kan du blot trykke enter for Next.

4.     Nu er du på billedet med licensvilkårene. Her tabber du en gang og piler op til radioknappen, ”I accept the agreement”, og trykker enter.

5.     Nu er du på billedet, hvor man kan vælge hvor programmet skal installeres. Her tabber du 3 gange til knappen ”next” og trykker enter.

6.     Her på denne skærm vi nu er nået til bliver det lidt vigtigt, at få valgt det helt rigtige punkt. Dette billede giver nemlig mulighed for at vælge forskellige typer af installationer af programmet, men for at få den bedste tilgængelighed er det vigtigt, at du piler ned 2 gange, til den der hedder ”TeamTalk 5 Classic client for accessibility.”. Når du står der kan du blot trykke enter.

7.     Nu kommer du til billedet med forslag til programmappenavnet i startmenuen og her trykker du også blot enter, for at fortsætte.

8.     På det billede du nu kommer til kan du trykke mellemrum på, ”create a desktop ikon”. Så får du et programikon på dit skrivebord og så er det lidt lettere at starte programmet senere. Tab nu 3 gange til knappen next og tryk enter.

9.     Tab til knappen Install og tryk enter. Nu starter installationen endelig og du kan afvente installationen, som kun vil tage nogle sekunder.

10.                   Fjern nu med mellemrum markeringen i launch TeamTalk og tab til knappen finish og tryk enter. Nu er TeamTalk 5 langt om længe installeret på din pc og næsten klar til brug

 

Installation af Jaws-scripts til TeamTalk

Dette afsnit gælder kun, for brugere af skærmlæseren Jaws, så bruger du en anden skærmlæser, eller er du zoomtext-bruger skal du springe over dette.

Hent Jaws-scripts til TeamTalk.

Det følgende link vil fører dig direkte til download af et script til Jaws, som får skærmlæseren til at fungere meget bedre sammen med TeamTalk. Blandt andet vil det sørge for, at Jaws ikke konstant siger værdierne for lydstyrke-metrene der vises på skærmen. Det åbner også, for langt flere muligheder, så som automatisk oplæsning af tekstchats og meget andet nyttigt.

Klik her, for at hente nyeste script til Jaws.
Installation af det downloadede jaws-script.

Find nu, på samme måde, som du fandt TeamTalk-filen i din downloadmappe, en fil ved navn jfw-tt46. Det er installationsprogrammet, der installerer Scriptet til Jaws.

Tryk enter på filen og hvis din maskine spørger om du ønsker at køre denne fil piler du op til knappen kør og trykker enter.

Det første billede er blot en velkomst og her trykker du blot enter.

Det næste billede er licensvilkårene.
Tab nu 2 gange til knappen ”I agree” og tryk Enter.

På den skærm du nu kommer til undersøger programmet hvilke jawsversioner der ligger på din maskine. Alle jawsversioner er som standard valgt, så du behøver ikke ændre noget her.

Tab en gang til knappen install og tryk enter.

Nu kan der godt gå lidt tid afhængigt af, hvor mange versioner af Jaws du har liggende, men til sidst skulle du gerne lande på en knap der siger finish og her trykker du blot enter.

Nu er TeamTalk og det tilhørende jawsscript installeret på din maskine og vi er nu klar til at foretage de sidste tilpasninger af selve TeamTalk-programmet.

 

Tilpasning af TeamTalk 5:

Åben TeamTalk fra dit skrivebord, hvor du, hvis du har fulgt vejledningen, gerne skulle have et ikon ved navn TeamTalk 5 Classic.

Alternativt kan du trykke på windowstasten og i søgefeltet skrive TeamTalk. Så skulle TeamTalk 5 Classic gerne være det første program der kommer op.

Nu kører TeamTalk og vi skal lige ind og ændre noget i indstillinger. Men lige nu er programmet på klingende engelsk, så det synes jeg da, at vi skal starte med at gøre noget ved.


Skift sprog til dansk:

1.     Tryk F4 for ”preferences”. (Betyder indstillinger på engelsk.)

2.     Tryk nu ctrl + tab, for at skifte til fanebladet display.

3.     Nu kan du pile ned til Danish lng og trykke enter.

Nu vises Teamtalks menutekster m.v. på dansk.

 

Indstil dit navn samt tryk for at tale:

De næste par ting handler om dine personlige indstillinger og de er nødvendige for, at alle har en ens opsætning at starte ud med og så vi kan se, hvem der er online på serveren.

1.     Tryk F4, for indstillinger.

2.     I feltet du står i sletter du det der står med backspace og skriver dit navn.

3.     Tab 4 gange ned til Taleaktivering. Tryk for at tale og marker denne med mellemrum.

4.     Tab til taleaktivering. ”Vælg taster-knap” og tryk mellemrum.

5.     Tryk nu og hold et par sekunder på den tast du vil bruge som tale-tast, når du vil sige noget under en konference. Det kan f.eks. være din højre eller venstre kontroltast. Andre benytter i stedet tasten ½, som sidder lige under escape og til venstre for ettallet i talrækken.

6.     tab nu en gang og hør, hvilken tast du har fået valgt. Det læses op. Den vil f.eks. sige ctrl. Virker det der siges helt forkert kan du skift-tabbe og gentage pkt. 5.

7.     tab til stemmeaktiveret og sørg for, at den ikke er markeret.

8.     tab nu til OK og tryk enter.

 

Nu er TeamTalk 5 sat op til sjov og ballade og du kan nu gå videre til sidste del.

 

Hent en TeamTalk fil og gem den på skrivebordet:

Hvis du følger nedenstående trin kan du til enhver tid gå online på Blindkoms server og se om der er nogen at snakke med, eller deltage i planlagte konferencer / møder.

 

Hent blindkom.tt og gem den på skrivebordet:

Følg dette link, for at hente blindkom.tt bagefter kopierer vi filen til dit skrivebord, så du kan starte den derfra.

Tryk enter her, for at hente blindkom.tt

 

Igen trykker du alt n, for filhentningsmenuen tabber til gem og trykker enter. Igen finder du filen som før, ved navn blindkom.tt. når du står på den trykker du ctrl c, for at kopiere den. Nu går du på skrivebordet med windows-tast m og trykker ctrl v, for at sætte den ind.

Når du fremover trykker enter på Blindkom.tt vil du blive logget direkte på vores server og herfra kan du umiddelbart deltage i vore arrangementer.

 

Rigtig God Fornøjelse.